Horror
- Hvad er horror?
-
af Skrevet af Mathias F. Clasen, forfatter til “Homo Timidus – om gys og gru, med fokus på danske horrorforfattere”
Horror er den type fiktion, der er designet til at skræmme sin læser, og horror bruges nogle gange synonymt med gys. Andre (engelske) betegnelser, som jævnligt bruges tilsvarende, er thriller, dark fantasy, dark suspense, terror m.v. Genren antages almindeligvis at være opstået omkring midten af 1700-tallet, og Horace Walpoles The Castle of Otranto (1764) betegnes ofte som den første gotiske roman, dvs. som et tidligt horrorværk. Det bør dog bemærkes – som H. P. Lovecraft pointerer i Supernatural Horror in Literature – at skrækhistorier formentlig er blevet fortalt, lige siden mennesket begyndte at fortælle. Eller som Edgar Allan Poe sagde, da kritikere kommenterede hans litterære aner i den tyske skrækromantik: ” Terror is not of Germany, but of the soul.”
Nogle kritikere skelner mellem horror, som er overnaturlig skrækfiktion, og terror, som er naturalistisk skrækfiktion – fx Stephen Kings The Shining hhv. Thomas Harris The Silence of the Lambs. Ofte spiller et horrorværk imidlertid på den fortolkningskrise, en læser måtte opleve, dersom de fiktive begivenheder kan forstås som enten overnaturlige eller naturlige; krisen kaldes ofte den fantastiske / todorovske tøven (efter kritikeren Tzvetan Todorov). Et par gode eksempler på horrorværker, som fremmaner denne tøven, er Henry James’ The Turn of the Screw og Shirley Jacksons The Haunting of Hill House.
Den vel nok bedst kendte horrorforfatter er amerikaneren Stephen King (f.1947), som i vid udstrækning er ansvarlig for horrorgenrens boom fra slutningen af halvfjerdserne og frem til halvfemserne. King har med sine tilgængelige og begavede historier formået at ramme et særdeles bredt publikum, hvilket den amerikanske National Book Foundation i 2003 anerkendte ved at tildele King den prestigefulde pris “Medal For Distinguished Contribution to American Letters”; pristildelingen vakte opsigt og nogen kontrovers, ikke mindst grundet Kings ry som lavpandet skrækforfatter – som det gælder for andre fantastiske fortællere, hører det til sjældenhederne at horrorforfattere indbydes til cocktailparty på Bjerget.
Af danske horrorforfattere kan nævnes Dennis Jürgensen, Bjarne Dalsgaard Svendsen, Steen Langstrup, Hanna Lützen og Peter Mouritzen.
- Interessegruppen
- Horror i alle sine afskygninger, litteratur, film, stemninger, situationer eller bare egne oplevelser. Hvis muligt, så skal vi dele muligheden for at opleve Horror eller viden om det at skabe Horror. F.eks. til filmaftener, møder med tema inden for Horror, ture til steder der kan virke inspirerende, deltagelse i Horror arrangementer eller måske Horrorbordrollespil mm.Med andre ord frygt at deltage, men vid at du har først levet, når du har oplevet, at der er værre ting end man kan beskrive med simple ord og stillestående billeder.
Velkommen til en interessegruppe der beskæftiger sig med noget så simpelt og uoverskueligt som en enkelt følelse: Horror.
- Mailliste
- Mailinglisten bruges til at diskutere horror i alle afskygninger. Endvidere aftales film-aftener og andre arrangementer på listen. Arrangementer der forventes at tiltrække andre medlemmer kan sendes ud på announce-listen – men planlægning skal så vidt muligt ske på denne listeHvis man ønsker at diskutere væsentlige plot-relaterede emner om fim eller bøger, som vil kunne være spoilers for folk, der ikke har set filmen eller læst bogen, bør man i subject feltet skrive “Spoiler”, så folk er advaret, og har muligheden for at gå udenom diskussionen.